Det 3 øje

tirsdag den 11. september 2007

Advokat med hukommelsessvigt


Hukommelsen svigtede hos advokat Christian Kruse-Madsen, da han i dag i Farumkommissionen blev afhørt om sin rolle i Farum-sagen.
Christian Kruse-Madsen var advokat for Farum Kommune, og den 5. november 1988 sendte han en række dokumenter til en jurist i Farum Kommune.
De drejede sig om etableringen af aktieselskabet Farum Boldklub, der som bekendt fik borgmester Peter Brixtofte som formand.

Hvorfor kommunen skulle have papirerne om etableringen af den private virksomhed, som ikke havde noget med kommunen at gøre, kunne Christian Kruse-Madsen ikke huske, sagde han.

"Jeg opfattede ikke kommunen som klient. Det var boldklubben," sagde Christian Kruse-Madsen.

"Hvem var din kontaktperson i Farum Boldklub," spurgte kommissionens udspørger, advokat Christian Sinding.

"På dette stadie var der ikke nogen kontaktperson. Det var noget, jeg var blevet bedt om fra rådhuset," sagde Christian Kruse-Madsen, der slap for spørgsmålet, hvem på rådhuset der bad ham om det.

"Men boldklubben var klient?"

"Ja."

"Har I faktureret Farum Boldklub?"

"Ja," sagde Christian Kruse Madsen.

Selskabets juridiske rådgiver
Få dage efter at have afleveret dokumenterne til brug for etableringen af Farum Boldklub A/S på rådhuset deltog Christian Kruse-Madsen i selskabets stiftende generalforsamling på borgmesterkontoret. I referatet hedder det, at boldklubben knytter advokat Christian Kruse Madsen til sig "som selskabets juridiske rådgiver".

"Det kan jeg ikke huske, men når det står der, vil jeg ikke benægte det," lød det fra Christian Kruse-Madsen, der hurtigt tilføjede:

"Jeg har ikke opfattet det på den måde, og slet ikke når jeg var rådgiver for Farum Kommune."

Christian Kruse-Madsen mente således ikke, at han var inhabil.

Modstridende forklaring
Som kommunens advokat udarbejdede han for kommunen lejekontrakter vedrørende bl.a. Farum Park og Farum Arena. Disse bygninger lejede kommunen ud til Farum Boldklub. Ifølge Christian Kruse-Madsen deltog han ikke i forhandlinger om vilkårene i kontrakterne. Han skulle bare strikke aftalerne sammen.

Den forklaring – og advokatens forklaring om, at han ikke var advokat for Farum Boldklub – er i lodret modstrid med forklaringer fra andre, som er blevet afhørt i kommissionen og under retssagen mod 12 byrådsmedlemmer fra Farum.

Under retssagen har Carsten Pedersen, der på et tidspunkt både var ansat i Farum Boldklub som regnskabschef og Farum Kommune, ifølge retsbogen forklaret, at Christian Kruse-Madsen var advokat både for Farum Boldklub og Farum Kommune.

Fremlejeaftalerne
Fremlejeaftalerne var ifølge Carsten Pedersen sådan skruet sammen, at hvis der kom nogle problemer i begyndelsen, så skulle boldklubben ikke knække halsen på det.

Hvem der skruede kontrakterne sammen, har Carsten Pedersen også forklaret.

"Vidnet (Carsten Pedersen, red.) var med til at udarbejde fremlejekontrakterne mellem boldklubben og kommunen vedrørende Farum Park og Farum Arena. De blev til ved, at Brixtofte, advokat Kruse-Madsen, Frimand (Leif Frimand, kommunens ordførende direktør, red.) og vidnet selv sad og ”brainstormede”, hvordan det skulle skrues sammen. Advokaten gik så hjem og lavede et udkast," heddet det i retsbogen.

Hverken oplysningerne i den eller oplysninger, som Farumkommissionen selv har fået tidligere fra andre vidner, blev foreholdt Christian Kruse-Madsen. Der var ikke afsat tid nok til afhøringen, så han skal indkaldes til en ny afhøring senere.

Christian Kruse-Madsen forklarede, at han fik input om, hvad der skulle stå i aftalerne. Han sagde, at han ikke huskede, hvem han fik disse input fra.

"Men jeg har givetvis talt med Leif Frimand og Mogens Beier (jurist i kommunen, red.), også med borgmesteren og Carsten Pedersen," sagde Christian Kruse-Madsen.

Inbabil Brixtofte
Peter Brixtofte har gjort et stort nummer ud af, at han erklærede sig inhabil, da byrådet i Farum besluttede at indgå fremlejeaftalerne med Farum Boldklub, da han var formand for Farum Boldklub.


Hvem var det så, der forhandlede aftalerne mellem boldklubben og kommunen på plads?


"Det skal jeg ikke kunne sige," forklarede Christian Kruse-Madsen, der sagde, at han ikke fik noget oplæg fra viceborgmester Per Edrén, der har underskrevet fremlejekontrakterne.


"Vi har," replicerede udspørger Christian Sinding, "spurgt mange, men der er ikke nogen, der kan redegøre for det."


"Kan man," fortsatte udspørgeren, "forstille sig, at kommunen har forhandlet med Peter Brixtofte som formand for Farum Boldklub?"


"Det ved jeg ikke,"svarede Christian Kruse-Madsen, der ikke havde kendskab til, om kommunen havde truffet foranstaltninger, der gjorde, at borgmesteren ikke kunne beskæftige sig med lejeaftalerne med boldklubben.


"Kom opdraget (om at lave fremlejekontrakterne, red.) fra Peter Brixtofte som borgmester eller klubformand?"


"Jeg husker ikke de nærmere omstændigheder," sagde Christian Kruse-Madsen, der mente, at lejevilkårene svarede til markedsprisen.


Konkurrencemyndighederne og det kommunale tilsyn har siden fastslået, at lejen var alt for lav, og at der dermed var tale om ulovlig kommunal støtte.


Farumkommissionen har ikke kunnet finde udkast til lejeaftaler eller andet foreløbigt arbejde i den relation, og der er ingen skrivelser fra kommunen til advokaten. Man har kun de færdige aftaler.

Mundtlige aftaler
Christian Kruse Madsen oplyste, at meget foregik mundtligt, enten i telefon eller på møder.


I Farum-kommissionen sidder der bisiddere og følger afhøringerne. Bisidderne repræsenterer Peter Brixtofte, embedsmændene i Farum Kommune og medlemmerne af byrådet.


Bisidder for den sidste gruppe af personer, advokat Anders Valentiner-Branth, borede i spørgsmålet, om Peter Brixtofte alene havde erklæret sig inhabil på skrømt.


"Der har været møder om kontrakternes indhold, men du husker ikke, at Peter Brixtofte deltog. Ville det være i orden, hvis han deltog?"


"Nej, det ville det ikke, da han var formand for Farum Boldklub," svarede Christian Kruse-Madsen.


"Hvad var din kontakt til Peter Brixtofte?"


"Det gik mest gennem Leif Frimand."


"Hvordan foregik kontakten med borgmesteren?"


"Det kan jeg ikke svare på eksakt."


"Du har lige sagt, at han var inhabil?"


"En ting er, at han var inhabil, en anden ting er, at hvis man var til møde, så var det naturligt nok at tale om det, der var en af de allervigtigste ting i kommunen på det tidspunkt, nemlig station og lejeaftalen," sagde Christian Kruse-Madsen.


Han udarbejdede også kommunens aftale med Farum Boldklub om fremleje af Farum Arena. Farum Arena var hjemmebane for håndboldklubben Ajax-Farum, der var et datterselskab af Farum Boldklub. Advokat Christian Kruse-Madsen var formand for Ajax-Farum. Dette forhold kom man ikke ind på i går.


Derimod blev det oplyst, at Farum Boldklub tilsyneladende tjente gode penge på aftalen om drift af Farum Arena.

300.000 kr. til boldklubben
Mens boldklubben havde indgået en kontrakt med Nordsjællands Rengøring & Vinduespolering om at gøre rent til en pris på 940.000 kr. årligt, var prisen for rengøring i aftalen med kommunen sat til 1.250.000 kr. Boldklubben tjente med andre ord 300.000 kr. på aftalen.


Christian Kruse-Madsen sagde, at han ikke havde kendskab til boldklubbens aftale med Nordsjællands Rengøring & Vinduespolering.


Hvornår Christian Kruse-Madsen skal afhøres igen i Farumkommissionen, vides endnu ikke.

Etiketter:

posted by Dale at tirsdag, september 11, 2007

0 Comments:

Send en kommentar

<< Home